FLASH: - Vi har haft økonomisk vækst i Danmark i seks kvartaler i træk. Beskæftigelsen


- Vi har haft økonomisk vækst i Danmark i seks kvartaler i træk. Beskæftigelsen er steget med over 32.000 personer siden foråret 2013. Virksomhederne har fået mere at lave.
Det siger statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), da hun indleder Folketingets spørgetime.

- I sidste uge opjusterede Nationalbanken deres skøn over væksten. De forventer en relativt kraftig stigning i beskæftigelsen i de kommende år, siger statsministeren.

Nationalbanken venter, at bruttonationalproduktet vokser to procent i år. Desuden skabes der 100.000 nye job i de næste tre år - 2015-2017, lyder Nationalbankens vurdering.

- Og familiernes optimisme er høj. Det er faktisk den højeste, der er målt i ni år, siger Helle Thorning-Schmidt om, at forbrugernes tillid i marts steg til sit højeste niveau siden 2006 før finanskrisen.

- Kort sagt: Vi er godt på vej til at lægge den økonomiske krise bag os, siger statsministeren.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.