Flådeglad Trump kan give ordrer til danske firmaer
Donald Trump har varslet massive investeringer i flåden. Det vil dansk forsvarsindustri lukrere på.
Donald Trump har varslet den største genopbygningsplan for den amerikanske flåde siden Reagan-administrationen. 
Danske skibsdesignere og underleverandører håber at få del i festen med deres moderne komponenter, der blandt andet bliver brugt i søværnets særlige modulopbyggede fregatter, som eksempelvis fregatten Peter Willemoes.
Donald Trump har varslet den største genopbygningsplan for den amerikanske flåde siden Reagan-administrationen. Danske skibsdesignere og underleverandører håber at få del i festen med deres moderne komponenter, der blandt andet bliver brugt i søværnets særlige modulopbyggede fregatter, som eksempelvis fregatten Peter Willemoes. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix


Mens mange danskere så forfærdet til, da amerikanerne valgte Donald Trump til ny præsident, kunne en del af den danske forsvarsindustri med rette gnide sig i hænderne.

Trump og hans republikanske flertal har en plan om at skrue gevaldigt op for den amerikanske flåde, som skal bygge adskillige nye skibe for milliarder og milliarder af dollar.

Og her kan den danske forsvarsindustri gøre sig håb om at få del i festen, mener erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen.

- Der er et meget stort potentiale for de mange danske virksomheder, der som underleverandører kan levere moderne, smart udstyr og knowhow i forhold til design af skibene, siger han.

Ministeren var torsdag og fredag på et lynvisit i Baltimore på den amerikanske østkyst, hvor Forsvaret havde parkeret fregatten Peter Willemoes og inviteret amerikanske forsvarspinger om bord.

Seancen var en del af et planlagt erhvervsfremstød for de danske virksomheder, og i den forbindelse er skuldergnubberiet med de indflydelsesrige amerikanere afgørende, siger Troels Lund Poulsen.

- Vi har i Danmark været for dårlige til at skabe og holde kontakten til de nøglepersoner, der træffer beslutningerne. Det skal vi blive bedre til, for personlige relationer er afgørende for at bringe danske virksomheder foran, siger han.

En af de vigtige amerikanere, som ministeren gjorde kur til under receptionen på Peter Willemoes, var formanden for forsvarsudvalget i Repræsentanternes Hus, Mac Thornberry.

Den indflydelsesrige republikaner fremlagde i marts en indkøbsplan for flåden, hvor han blandt andet fokuserede på, at fremtidens skibe i højere grad skal være opbygget af moduler, der gør dem billigere at ombygge og vedligeholde.

Netop den form for modulært design er en af kongstankerne bag de danske fregatter i Iver Huitfeldt-klassen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.