Fjernet hukommelse forvandlede patient til legende
Henry Molaisons mistede hukommelsen i 1953, og indtil sin død i 2008 blev hans hjerne den mest udforskede i videnskabens historie.
En enkelt mands hukommelsestab har lært os meget om hjernen.
En enkelt mands hukommelsestab har lært os meget om hjernen. Colourbox


Af Videnskab.dk

Hans øjne er lukkede. Imens lytter hans ører opmærksomt til, hvordan raslende metalgenstande skifter hænder og lavmælte stemmer udveksler korte beskeder.

Et gummiagtigt smæld mod et sæt kolde fingre bryder med lyden af klirrende metal. Kirurgen har handskerne på. Operationen kan begynde.

Året er 1953 i Connecticut, USA. På Hartford Hospital ligger den 27-årige Henry Molaison på kirurgen William Scovilles operationsbord.

De næste par timer kommer til at ændre Henry Molaisons liv, og ikke mindst lægevidenskaben, for altid, skriver Videnskab.dk.

Se en video om Henry Molaisons legendariske hjerne på Videnskab.dk

Det var et voldsomt cykelstyrt, der tilbage i 1933 smadrede den dengang 7-årige Henry Molaisons kranium og blev årsag til, at han gennem hele sin ungdom led af epileptiske anfald og til sidst søgte hjælp hos kirurgen William Scoville.

I dag ved langt de fleste kirurger, at årsagen til epilepsi næppe bør findes i hjerneregionen Hippocampus.

Hippocampus er nemlig det center i hjernen, der gør, at vi kan omsætte og i sidste ende opbevare stærke oplevelser og indtryk i vores hukommelse.

Tilbage i 1953 troede kirurgen William Scoville, at han helt uden mén kunne befri sin patient for epileptiske anfald ved at bortoperere Hippocampus. Han tog grueligt fejl.

Da han fjernede Henry Molaisons Hippocampus, fjernede han nemlig også hele patientens eksistensgrundlag.

Læs også hos Videnskab.dk: 10 vilde arkæologiske opdagelser i 2014

Bank, bank! Uden for døren står ph.d. studerende Brenda Milner, som William Scoville i sin desperation har sendt bud efter.

Hun skal vise sig at blive det afgørende vendepunkt i Henry Molaisons liv, der efter operationen er gået helt i stå.

Fra at sidde i sofaen og se den samme sort/hvid film om og om igen sættes den intetanende Henry Molaison nu i sving med at huske talrækker og finde vej til toilettet. Og selvom han hverken kan huske sit første kys, eller hvad han fik at spise til morgenmad, nægter den ihærdige ph.d.-studerende at opgive mysteriet om den forsvundne hukommelse.

En dag - efter utallige forsøg og observationer - får Brenda Milner en stjerneklar idé.

Foran Molaison lægger hun en blyant, et stykke papir og ved siden af papiret sætter hun et spejl.

På papiret er tegnet omridset af en stjerne.

Læs også hos Videnskab.dk: 7 gode råd: Sådan klarer du kulden

Stjernetesten bliver en milepæl i Brenda Milners studier. Gennem en simpel øvelse, hvor Molaison bliver sat til at tegne lige linjer oven i stjernen, mens han kigger ind i spejlet, opdager hun, at ikke alt hukommelse er gået tabt, selvom Hippocampus er det.

Første gang Henry Molaison forsøger at tegne oven i stjernen er han forventeligt elendig til øvelsen.

Det ville enhver, med eller uden Hippocampus i behold, have været. Det overraskende er, at Molaison allerede efter tredje forsøg har forbedret sig markant.

Resultatet af øvelsen fortæller Brenda Milner, at underbevidstheden husker det, som bevidstheden har glemt.

Hverdagsprocedurer, som at cykle eller tegne en stjerne på et stykke papir, lagres i hjernens centrale centre Basal Ganglia og Cerebellum og bliver der, så længe vi lever.

Fordi disse to hjernecentre stadig var intakte i Henry Molaisons hjerne, var han stadig i stand til at lære bestemte procedurer og derefter huske dem.

Læs også hos Videnskab.dk: Din hukommelse kan spå om din hjernes tilstand som gammel

Et utal af tests og observationer, der startede ved ph.d.-studerende Brenda Milners flittige studier af Molaisons hjerne, har samlet set ledt frem til vores nutidige viden om den episodiske hukommelse:

Alle de indtryk og oplevelser, vi får i løbet af en dag, genererer en mængde af sansedata, som opfanges af en hjerneregion, der kaldes Cortex.

Derefter vandrer de videre til Hippocampus, der sender mindet tilbage til Cortex. Hvor lang tid, mindet får lov til at overleve i vores hukommelse, afhænger af, hvor stærkt indtrykket har været.

Når vi eksempelvis husker nogle mennesker bedre end andre, har det ikke nødvendigvis noget at gøre med mængden af tid, vi har tilbragt sammen med dem.

Det har noget at gøre med, hvilket indtryk de efterlader.

Andre artikler på Videnskab.dk:

Tag testen: Har du en effektiv hjerne?

Kan man stole på hukommelsen?

Porno slukker en del af kvindens hjerne

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.