Fitnessdronning vil i Folketinget for Liberal Alliance
I aften afgør medlemmer af Liberal Alliance, om Charlotte Bircow skal være folketingskandidat for partiet.
Charlotte Bircow blev landskendt for sine fitnessvideoer. Nu vil hun i Folketinget for Liberal Alliance. (Mogens Flindt/POLFOTO/Arkiv)
Charlotte Bircow blev landskendt for sine fitnessvideoer. Nu vil hun i Folketinget for Liberal Alliance. (Mogens Flindt/POLFOTO/Arkiv) Foto: MOGENS FLINDT/POLFOTO


Fitness-ikonet Charlotte Bircow vil være folketingskandidat for Liberal Alliance. I aften bliver hun præsenteret som mulig kandidat for Liberal Alliance i København Omegns Storkreds.

Det bekræfter partiets formand i Københavns Omegns Storkreds, Martin Peter Nilsson, over for Ritzau.

- Det er i aften, at medlemmerne på et opstillingsmøde skal afgøre, om hun bliver opstillet til folketingsvalget, siger han.

Dermed slutter Charlotte Bircow sig til rækken af kendte danskere, der er gået ind i politik ved at stille op som folketingskandidater for Liberal Alliance.

Andre eksempler er kuglestøder Joachim B. Olsen, tidligere plejehjemsleder Thyra Frank og journalist Ole Birk Olesen.

53-årige Charlotte Bircow slog igennem som fitnessdronning med sit slogan "balder af stål". Hun er især kendt for sine træningsvideoer, hvoraf den første udkom i 1989.

Her demonstrerede hun de nyeste aerobic-trin, så danskerne kunne træne fitness hjemme på stuegulvet.

I dag er Charlotte Bircow foredragsholder, hun sælger blandt andet fitnessudstyr og træningsvideoer på sin egen webshop og er ambassadør for Kræftens Bekæmpelse. Hun har selv været ramt af brystkræft, men er erklæret rask.

Ekstra Bladet har været i kontakt med Charlotte Bircow, men hun ønsker endnu ikke at kommentere sine folketingsplaner over for avisen.

- Det vil jeg godt vente med at udtale mig om, siger hun til Ekstra Bladet.

Det er Joachim B. Olsen, der er spidskandidat for Liberal Alliance i Københavns Omegns Storkreds, hvor Charlotte Bircow bliver præsenteret som mulig folketingskandidat.

Tidligere tirsdag meddelte digter og samfundsdebatør Yahya Hassan, at også han går ind i dansk politik. Han stiller op som folketingskandidat for Nationalpartiet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.