Fitnesscentre til kunder: Host op med en urinprøve eller forsvind
Hvis du vil træne i fitnesscentre, skal du være parat til at aflevere en urinprøve.
Fitnesscentrene skruer op på jagten på doping-syndere. Det betyder, at alle kunderne skal være parate til at aflevere en urinprøve, hvis de bliver bedt om det.
Fitnesscentrene skruer op på jagten på doping-syndere. Det betyder, at alle kunderne skal være parate til at aflevere en urinprøve, hvis de bliver bedt om det. Foto: Scanpix / Modelfoto


Folketinget og Anti Doping Danmark skruer op for indsatsen mod doping på landets motionscentre.

Det sker blandt andet med tydeligere skiltning og flere besøg fra Anti Doping Danmark, skriver DR Midt & Vest.

Brugerne skal være helt klar over, at kontrollanterne kan kræve, at de afleverer en urinprøve. Det understreger Kulturministeriet. Nægter de dét, vil de blive udlukket fra at bruge centret.

Fint, lyder det fra DGI-Huset i Herning:

- Det krav bliver folk adviseret om i de kontrakter, de skriver under på, når de melder sig ind. Så det er vi helt kolde overfor, siger direktør Michael Stensgaard.

Han glæder sig over den styrkede indsats:

- Motionisternes ambitioner og krav til både tider og hurtige resultater, den er jo stukket fuldstændigt af over de sidste par år. Derfor synes vi det er godt at sætte ind her, siger han til DR Midt & Vest.

DGI-Huset vil helst holde de pumpede bodybuildere væk fra centeret:

- Det handler blandt andet om, hvor store vægte, vi har i salen, siger direktør Michael Stensgaard. I DGI-Huset gør vi det klart, at vi har fokus på kredsløbstræning og ikke tunge vægte. Samtidig prøver vi at få så blandet et klientel som muligt, siger han.

Det er stadig frivilligt for et motionscenter, om det vil samarbejde med Anti Doping Danmark. Men gør det ikke det, skal det også fremgå ved skiltning.

Den forstærkede indsats træder i kraft til oktober. Den er aftalt i Folketinget mellem regeringen og partierne i den eksisterende idrætsaftale fra 6. maj 2014.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.