Fiskere: Hovedløst at lukke for torskefiskeri i seks uger
Østersøfiskere får reduceret torskekvote med 20 procent og i et område lukkes der for torskefangst i seks uger
Forhandlingerne på EU's landbrugs- og fiskeriministermøde om fiskekvoterne i Østersøen for 2016 blev afsluttet torsdag aften.
Forhandlingerne på EU's landbrugs- og fiskeriministermøde om fiskekvoterne i Østersøen for 2016 blev afsluttet torsdag aften. Foto: Colourbox/free


Det er hårde ord, som EU's fiskeriministre får med på vejen fra danske fiskere dagen efter, at næste års kvoter for Østersøen kom på plads i Luxembourg sent torsdag aften.

Torskekvoterne sænkes med 20 procent i hele Østersøen, mens sildekvoterne til gengæld er hævet 18 procent i den vestlige Østersø og otte procent i den østlige del for 2016.

Det huer ikke Danmarks Fiskeriforening Producent Organisation (DFPO).

- Der er videnskabeligt belæg for, at en uændret kvote både i øst og vest ikke ville bringe torskebestandene i Østersøen i fare.

- Tværtimod ville for eksempel en uændret kvote for den vestlige torskebestand have bragt bestandens biogydemasse på sit højeste niveau nogensinde, siger næstformand i DFPO, Kim Kær Hansen, i en skriftlig kommentar.

Reduceringen af torskekvoterne sker på trods af, at bestanden er i bedring ifølge fiskeriforeningen, og det er uforståeligt for fiskerne, at det ikke afspejler sig i kvotefastsættelserne.

- Hvis vi skal se positivt på fastsættelsen af torskekvoterne, er det vel, at ministerrådet trods alt ikke fulgte den biologiske rådgivning hele vejen. Så ville vi have fået en reduktion på 65 procent i den vestlige Østersø.

- Det ændrer bare ikke ved, at fiskerierhvervet i Østersøen får det endnu sværere næste år, når torskekvoterne i både øst og vest bliver reduceret med 20 procent, siger Kim Kær Hansen.

En ny udvidet lukket periode er et alvorligt tilbageslag for det kystnære fiskeri i den vestlige østersø, lyder det.

I nogle af de fiskeområder, der er relevante for de danske fiskere, skal der være lukket for torskefiskeriet fra midten af februar til slutningen af marts - altså i seks uger.

- Det er helt hovedløst og komplet uforståeligt. Fra starten lå det i kortene, at den nye udvidede lukkeperiode kun skulle være gældende for område 22 og 23, men i sidste øjeblik smed kommissionen på bordet, at det også skal gælde for område 24.

- Det vil sige, at vi nu kan se frem til, at torskefiskeriet lukker helt ned i seks uger - lige dér, hvor torsken har en god kondition, og fiskerne får en god pris. Det er det rene galimatias, siger Kim Kær Hansen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.