Fiskere håber på hjælp fra ny regering
Fiskerne håber på mere lempelige krav fra den nye regering og særligt den nye miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V).
Danmarks Fiskeriforening håber på hjælp fra den nye miljø- og fødevareminister.
Danmarks Fiskeriforening håber på hjælp fra den nye miljø- og fødevareminister. Foto: Colourbox/free


Regeringen vil hjælpe landmændene ved at fjerne en lang række miljøkrav, og nu håber Danmarks Fiskeriforening på samme hjælp. Det fortæller DR Nordjylland.

- Vi har forhåbninger og forventninger til, at den nye regering også vil bruge fiskeriet som vækstmotor, siger Svend-Erik Andersen, der er formand for Danmarks Fiskeriforening, til DR Nordjylland.

I august mødes fiskeriforeningen med den nye miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V), og i den forbindelse håber fiskerne, at den nye regering vil droppe reglerne om fiskerifri zoner, blandt andet i Kattegat.

- Det vil betyde, at man kan fortsætte sit fiskeri efter jomfruhummer. Det har stor betydning for mange fiskere i Nordjylland, siger Svend-Erik Andersen.

Fiskerne håber også, at kvoterne for brisling og torsk bliver forhøjet. Men i Danmarks Naturfredningsforening har vicepræsident Thorkild Kjeldsen en noget anden holdning.

- Vi frygter, at det bliver nogle kortsigtede hovsa-løsninger, siger vicepræsidenten til DR Nordjylland.

Han opfordrer derfor til, at man i stedet for bør følge forsigtighedsprincippet.

- Der tager man jo hensyn til naturen i stedet for bare at fange eller pløje løs, bare fordi det er økonomisk lige her og nu, siger Thorkild Kjeldsen.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen, da hun er på sommerferie.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.