Løkke-regeringen planlægger at anlægge en offentligt drevet østersvirksomhed i Morsø, for at tiltrække turister til området.
Men det er unfair konkurrence mod de lokale fiskere, lyder kritikken.
Fisker og ejer af østersvirksomheden Glyngøre Shellfish, Svend Søe Bonde, er frustreret over udsigten til at skulle konkurrere mod stat og kommune.
En kamp, Svend Søe Bonde på forhånd ser sig slået i:
- Det er da ikke rimeligt, at jeg skal kæmpe mod sådan et dominerede samarbejde mellem kommune og stat. Et lille firma som mit har ikke en chance, siger han til Jyllands-Posten.
Millioner til østers-turister
Regeringen vil over en årrække afsætte 49 millioner kroner til et offentligt drevet østersklækkeri og modtagecenter på Mors i Morsø Kommune, for at tiltrække østers-glade turister. Det fremgår af regeringens finansudspil for 2018, skriver Jyllands-Posten.
Men at oprette offentlige virksomheder, der skal konkurrere med private virksomheder, er stik imod regeringens egen mærkesag om at forhindre unfair konkurrence. Og forslaget møder også kritik.
Svend Søe Bondes fiskevirksomhed specialiserer sig i østers og ligger godt 15 kilometer fra Mors i nabokommunen Skive. Han er afhængig af turister og føler sig truet:.
- Jeg føler, at staten og Morsø Kommune prøver at udkonkurrere mig. Sagen om disse millioner skriger til himlen, siger han til Jyllands-Posten.
Unfair
Han får støtte af Venstres kredsformand i Skive kommune, Kenneth Enggro (V), der udtaler til Jyllands-Posten:
- Man må selvfølgelig ikke lave unfair konkurrence for private virksomheder. Det må vi ikke lade kommunegrænsen stå i vejen for.
Ifølge Jyllands-Posten er det venstres lokalvalgte folketingsmedlem Torsten Schack Pedersen (V), der står bag planerne om østersmillionerne til hjemkommunen.
Og han ser ikke noget problem i, at staten driver offentlig virksomhed:
- Grundtanken er bestemt ikke at skulle genere en privat virksomhed. Vi skal sikre, at vi bliver bedre til at tiltrække turister, forklarer han.