Fisk og skaldyr får fristeder i Kattegat
Et forslag om at frede 650 kvadratkilometer havbund for bundtrawl sendes fredag i høring.
Torsken skal have bedre levevilkår i Kattegat, mener regeringen.
Torsken skal have bedre levevilkår i Kattegat, mener regeringen. Foto: Colorbox/free


Torsk og mange bunddyr har været jaget vildt i Kattegat, men har nu udsigt til fred og ro visse steder i farvandet.

Politiken fortæller, at regeringen fredag sender et forslag i høring, hvor 650 kvadratkilometer havbund bliver fredet for fiskernes bundtrawl og udvinding af råstoffer.

- Vi skaber nu nogle oaser på havbunden, hvor sårbare dyr får bedre levevilkår, siger miljøminister Kirsten Brosbøl (S) til avisen.

Det er et EU-direktiv, som kræver at Danmark i lighed med andre lande sørger for, at havmiljøet får det bedre inden 2020.

Det nye initiativ er dog ikke nok, mener marinbiolog Hanne Lyng Winter fra Greenpeace.

- Trawlfiskeriet skal begrænses og på sigt helt væk fra indre farvande, og der skal laves fuldt beskyttede områder. Det vil ikke bare sikre havnaturen - men også arbejdspladser i mere skånsomt fiskeri, siger hun til avisen.

De udpegede områder udgør cirka fire procent af den danske del af Kattegat.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.