Der blev scoret to mål af danskere, da Ajax søndag eftermiddag vandt 3-1 ude over Vitesse i den bedste hollandske fodboldrække, Æresdivisionen.
Vitesse, hvor den tidligere danske landsholdsangriber Jon Dahl Tomasson er assistenttræner, kom foran 1-0 ti minutter inde i anden halvleg, men hjemmeholdet kunne ikke holde føringen.
Viktor Fischer, som var med i startopstillingen, udlignede til 1-1 efter 71 minutter, da angriberen med sit gode venstreben udnyttede en returbold.
Ajax bragte sig også foran 2-1, inden indskiftede Lasse Schöne afgjorde kampen med målet til slutresultatet 3-1 efter et kontraangreb.
Med sejren fører Ajax ligaen med 25 point efter ti spillerunder. Vitesse har 17 point på en femteplads.
/ritzau/