leveret af Nyhedsbureauet Newspaq
Opdateret kl. 20:04
Det er næsten blevet en fast juletradition, at Christinna Pedersen og Joachim Fischer skal hyldes som vindere af mixeddoublerækken ved Copenhagen Masters i badminton.
Sådan har det været siden 2010, og sådan blev det også i år, da parret besejrede Kamilla Rytter Juhl/Carsten Mogensen i tre sæt med cifrene 21-18, 14-21, 21-13.
- Det var en svær kamp for os, for Kamilla og Carsten kender vores svagheder ret godt og prøvede at ramme os der.
- Det lykkedes meget godt for dem, men vi var lidt heldige med et par point i begyndelsen af tredje sæt, og det hjalp os godt på vej mod sejren, siger Joachim Fischer.
Spørgsmålet er, om VM-bronzevinderne også skal hyldes i Falconer Salen næste år. De overvejer, om de skal fortsætte frem mod OL i Rio i 2016, eller om de skal stoppe inden da.
Og svaret på det spørgsmål kender ingen endnu.
- Den historie får du ikke med hjem i dag. Lige nu nyder vi sejren og holder lidt ferie, inden vi forbereder os på Malaysia Masters i januar. Så skal vi nok melde ud, når vi er klar til det, siger Christinna Pedersen.
Hun kan i øvrigt glæde sig over at være dobbelt Masters-vinder, idet hun sammen med Kamilla Rytter Juhl vandt kvindernes finale over et indonesisk par.
Herrernes doublerække blev vundet af Mathias Boe/Carsten Mogensen, der slog Mads Conrad-Petersen/Anders Skaarup Rasmussen i to sæt i finalen.
Dermed har Carsten Mogensen vundet turneringen de seneste fire gange, hvoraf den ene sejr blev taget hjem med Mads Pieler Kolding som makker.
/ritzau/