Fischer har ingen kommentarer til udskiftning
Ajax-spilleren havde en svær tjans som frontangriber mod Tjekkiet, og han måtte gå tidligt fra banen.
Viktor Fischer blev skiftet ud i anden halvleg, da Danmark vandt 2-1 over Tjekkiet ved U21-EM.
Viktor Fischer blev skiftet ud i anden halvleg, da Danmark vandt 2-1 over Tjekkiet ved U21-EM. Foto: LARS POULSEN/POLFOTO


Viktor Fischer havde en svær kamp, da det danske U21-landshold i fodbold onsdag aften indledte EM-slutrunden med en hårdt tilkæmpet 2-1-sejr over Tjekkiet i Prag.

Ajax-spilleren havde vanskelige vilkår som frontløber på det danske hold, hvor kun meget lidt fungerede i første halvleg.

Cirka 10 minutter inde i anden halvleg, lige efter Jannik Vestergaards 1-1-udligning, blev en tydeligt utilfreds Viktor Fischer taget ud og erstattet af den senere matchvinder, Pione Sisto.

Adspurgt om, hvorfor han blev skiftet ud, havde Viktor Fischer ikke meget at sige.

- Jeg ved det ikke, og jeg har ikke yderligere kommentarer til det. Jeg ved ikke, hvorfor jeg skulle skiftes ud, det må I snakke med Jess (Thorup, Danmarks landstræner) om, siger Viktor Fischer.

Offensivprofilen har heller ikke lyst til at kommentere sine chancer for at spille i Danmarks næste kamp, som er mod Tyskland.

- Det ved jeg ikke. Der er ikke noget, der kan overraske mig for at være helt ærlig, siger Viktor Fischer.

Sammen med holdkammeraterne fik han i pausen at mærke, at Jess Thorup var særdeles utilfreds med det danske spil.

- Han var vred, det er klart. Der var nogle spillere, der skulle oppe sig. Nogle spillere skulle løbe mere og vise noget vilje. Det var jeg helt enig i, og vi kunne også se, at det gjorde en forskel i anden halvleg.

- Jeg synes ikke, at tjekkerne var bedre i første halvleg end i anden halvleg, ud over at vi gjorde dem bedre i første halvleg.

- Måske var der noget begyndernervøsitet fra nogle af os, eller fra nogle, der måske ikke er vant til at spille disse kampe. Men det så ud til, at der var 11 mand, der lagde det fra sig i anden halvleg, det så rigtig fint ud, siger Viktor Fischer.

Ajax-spilleren, der i foråret vendte tilbage efter omkring et års skadespause, blev altså placeret som forreste angriber i stedet for som venstrefløj, hvad mange iagttagere havde forventet.

- Det var en svær kamp at blive spillet ind i som angriber. Vi skulle finde hullerne, og det blev meget med høje bolde. Og én ting kan jeg sige, jeg bliver aldrig god mod 1,90 meter høje forsvarsspillere.

- Det så ud til, at der var lidt vanskeligheder med at finde ud af, hvor rummet egentlig lå til at spille det fodbold, vi gerne ville. Det tog desværre for lang tid, men heldigvis er vi så dygtige, at vi formåede at rette op på det.

- Mod Tyskland skal vi være dygtigere til fra kampens start at kunne se, hvor de muligheder ligger henne, så vi kan være dygtigere på bolden fra start, siger Viktor Fischer.

Danmark møder lørdag Tyskland i den anden kamp i gruppe A.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.