Firma-succes: Ordrer vælter ind til 12-årig
Bertram er kun 12 år, men har allerede forsøgt sig som iværksætter. Hans firma 'Bertrams Bilvask' er en stor succes.
Den 12-årige Bertram startede med at vaske naboens bil. Nu er hans firma blevet en succes.
Den 12-årige Bertram startede med at vaske naboens bil. Nu er hans firma blevet en succes. Foto: Colourbox


Bertram Karl-Marius Ekhorst Iversen er bare 12 år gammel. Alligevel har han allerede gang i sit eget firma. Det skriver BT.

Firmaet 'Bertrams Bilvask' blev oprettet, efter Bertram vaskede naboens bil. Han ville gerne tjene penge, men var ikke gammel nok til at gå med aviser. Derfor fik han ideen til at lave sit eget bilvask-firma.

Bertrams Bilvask er allerede blevet en stor succes. Han tager 85 kroner for at vaske og støvsuge en bil, og det har fået rigtig mange forbi hans hjemmeside. Lige nu har Bertram 900 henvendelser liggende, som han ikke har nået at svare på - han skal jo også have tid til at passe skole, lektier og træning.

Firmaet startede i forældrenes indkørsel, men da de modtog et brev fra boligforeningen om, at det var 'ulovlig erhvervsdrivelse', stoppede det. Bertram stoppede til gengæld ikke - nu tager han hjem til kunden og vasker bilen.

Da Bertram også er en flittig skoleelev, har han kun haft tid til at vaske 12 biler indtil nu. Pengene er ikke brugt, men lagt til side. Bertram vil gerne spare op til at købe et Go-Pro-kamera, så han kan filme, mens han står på skateboard.

Kilde: BT.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.