Fireårig pige død efter fald fra vindue i København
En lille pige døde sent onsdag, da hun faldt ud af et vindue i en lejlighed på anden sal, oplyser politiet.


En fireårig pige har mistet livet efter at være faldet ud af et vindue i en lejlighed på Østerbro i København.

Det bekræfter vicepolitiinspektør Ove Bundgård Larsen fra Københavns Politi til Ritzau torsdag eftermiddag.

- Det er et tragisk familieanliggende, hvor et lille barn på fire år er faldet ud af en lejlighed på anden sal, siger vicepolitiinspektøren.

Politiet får anmeldelsen klokken 23.26 onsdag aften.

- Vi kører derud. Der møder vi nogle naboer og moren, som har fundet barnet liggende nede i gården. Det bliver konstateret dødt på stedet, siger han.

Politiet har foretaget nogle undersøgelser på stedet for at få kortlagt hændelsesforløbet. Konklusionen er, at der ikke ligger noget kriminelt bag ulykken.

Barnet var alene hjemme kortvarigt, da moren var gået ned på gaden for at handle i en kiosk. Da hun kom tilbage, var barnet ikke i lejligheden.

Politiets teori er, at pigen er kravlet op på køkkenbordet og op til det øverste af fire vinduer i et dobbelt såkaldt dannebrogsvindue, som stod åbent. Det var angiveligt dét, hun faldt ud af.

I august 2013 fandt en lignende tragedie sted i et lejlighedskompleks på Frederiksberg. En toårig dreng var kravlet op til et åbent vindue i sine forældres lejlighed og faldt flere meter. Han døde af sine kvæstelser.

Tal fra Ulykkesregisteret, som Institut for Folkesundhed opgjorde for Politiken i 2012 viser, at cirka 36 børn hvert år bliver bragt ind på landets skadestuer efter fald ud af vinduet.

Ifølge undersøgelsen er det oftest de helt små børn, der falder ud af vinduer. I gennemsnit falder 17 børn mellem 0 og 4 år ud ad vinduet hvert år.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.