Fire ulykker i rap: Haglbyge lukker motorvej
Fire soloulykker har lukket de nordgående vognbaner på motorvej E45 i nærheden af Aabenraa.


En pludselig haglbyge er skyld i, at flere bilister på motorvej E45 i nærheden af Aabenraa i de tidligere morgentimer har haft svært ved at styre deres køretøjer.

- Vi har haft fire uheld på en forholdsvis kort strækning i nærheden af frakørsel Aabenraa Syd. Sandsynligvis er bilerne skredet ud, fordi en haglbyge har gjort vejene glatte, siger Henrik Sønderskov, vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

- Vi har ikke fået nogen meldinger om alvorlige personskader i forbindelse med uheldene, tilføjer han.

Klokken 04.07 modtog politiet den første anmeldelse om en bilist, der var kørt galt.

- Og så fik vi yderligere tre tilsvarende meldinger i løbet de næste cirka 20 minutter. Haglbygen er nu drevet væk, men motorvejen er spærret i nordgående retning, mens der er en enkelt vognbane åben i sydgående retning.

- Vi regner med, at der er ryddet op efter uheldene, inden morgentrafikken sætter ind, siger vagtchefen ved femtiden.

/ritzau/

 

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.