Det kom som et chok for fire social- og sundhedshjælpere, da de i marts blevet fyret fra deres arbejde på plejecentret Gefionshave i Horsens.
Men nu kan de måske få deres job tilbage. Horsens Kommune er nemlig klar til at sætte sig sammen med fagforbundet FOA og forhandle om de fire medarbejderes fremtid.
Det skriver Horsens Folkeblad.
Den lokale FOA-formand, Lone Dybdal, er glad for, at kommunen rækker en hånd frem.
- Vi har forhandlet med Horsens Kommune fire-fem gange og knoklet benhårdt for det. Nu har vi opnået den åbning, som vi hele tiden har ønsket. Vi har hidtil været uenige om sanktionen for medarbejdernes forseelse. Vi har tænkt, at en påtale eller en advarsel var passende, men ikke en opsigelse. Jeg ved ikke, hvorfor kommunen er gået med på en ny forhandling, men alle kan blive klogere, siger hun til Horsens Folkeblad og uddyber:
- Jeg kan ikke sige det 100 pct. sikkert, men jeg håber, de bliver genansat.
De fire medarbejdere blev fyret tilbage i marts, fordi de fire gange havde glemt at give en beboer et medicinpræparat.
I aftalen om en ny forhandling har Horsens Kommune og FOA aftalt nogle betingelser for nye drøftelser. Bl.a. skal de opsagte medarbejdere erkende deres faglige ansvar. Lone Dybdal fortæller, at tre af de implicerede er enig i disse vilkår.
Ifølge Horsens Folkeblad har et par de fyrede social- og sundhedshjælpere kritiseret kommunens betingelser på avisens facebookside.
22-årige Rikke Thagaard, der er en af de fyrede, har allerede meldt ud, at hun ikke ønsker at komme tilbage til et job i ældreplejen.
- Jeg tænker på at søge arbejde inden for salg. Selv om jeg elsker at arbejde med gamle mennesker, vil jeg være bange for at lave en fejl igen. Og det har været en skræmmende oplevelse, sagde hun forleden.
Det forventes, at de nye forhandlinger mellem Horsens Kommune, FOA og de fyrede medarbejdere er færdige næste fredag.