Fire nye herresvømmere er klar til OL
Svømmelandstræneren har valgt de fire svømmere, der skal svømme 4x200 meter fri for Danmark til OL i Rio.
Svømmeren Anders Lie er sammen med tre andre klar til OL i 4x200 fri.
Svømmeren Anders Lie er sammen med tre andre klar til OL i 4x200 fri. Foto: Jens Dresling/Polfoto


Det danske OL-hold er nu oppe på 13 svømmere.

Det stod klart, efter at cheflandstræner Nick Juba søndag satte navn på de fire svømmere, der skal udgøre herrernes 4x200 meter fri ved legene i Rio.

Udtagelsen kommer på baggrund af resultaterne fra Danish Open søndag, hvor der var lagt op til en direkte duel mellem de bedste på distancen.

Den trak Anders Lie, Daniel Skaaning, Søren Dahl og Magnus Westermann sig bedst ud af, og derfor bliver det de fire, der skal med til Rio, oplyser Dansk Svømmeunion.

Ingen af de fire svømmere var på forhånd udtaget til OL.

Det er de samme fire, der ved VM i Kazan i 2015 sikrede holdkappen en plads ved OL.

Både Daniel Skaaning og Anders Lie var med i samme holdkap ved OL i 2012, mens Søren Dahl og Magnus Westermann skal med til OL for første gang.

Westermann er selvsagt glad for udfaldet af søndagens løb.

- Det er for vildt. Bare det at sige, at man skal til OL. Det bliver den vildeste oplevelse. Jeg synes, det er så fedt, at det er den samme gruppe, som var af sted til VM.

- Nu har vi haft én oplevelse sammen, nu får vi det her sammen. Det føles så uvirkeligt lige nu, siger Westermann til Svømmesport.

I forvejen er Lotte Friis, Jeanette Ottesen, Rikke Møller Pedersen, Mie Ø. Nielsen, Pernille Blume, Victor Bromer, Anton Ørskov Ipsen, Mads Glæsner og Pál Joensen en del af OL-holdet.

De fire nye i folden klokkede i søndagens løb ind i tider mellem 1.48,29 og 1.49,20 minutter.

De måtte dog alle se sig slået i bassinet af tyskeren Paul Biederman, der stillede til start ved Danish Open, og som siden 2009 har været indehaver af verdensrekorden på distancen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.