Fire mål for Brøndby forbløffer kramperamt debutant
Christian Jakobsen er overrasket over, han på kort tid har udskiftet 2. division med målscorerrolle i Brøndby.
Christian "Greko" Jakobsen scorede allerede efter ti minutter i Brøndby-trøjen.
Christian "Greko" Jakobsen scorede allerede efter ti minutter i Brøndby-trøjen. Foto: JONAS OLUFSON/POLFOTO


For et år siden havde han status som 2. divisionsspiller. Onsdag aften debuterede han for Brøndby med fire scoringer, da Holbæk blev pryglet 7-0 i DBU Pokalen.

Christian "Greko" Jakobsen var undervejs ramt af krampe i sin første hele kamp på topniveau længe, men han kompenserede med skarphed i straffesparksfeltet.

- Når nu formen ikke er der, er det godt, jeg kan score nogle mål, siger Christian Jakobsen til Brøndby.com.

Han har gjort sig bemærket i Hvidovre og Roskilde FC, inden Brøndby hentede kantspilleren forud for denne sæson. I Holbæk kulminerede han foreløbigt med fire mål.

- Det har været lidt af en rejse. Det havde jeg ikke troet på for et år siden. Det er gået noget hurtigere, end jeg havde turde håbe på, siger 22-årige Jakobsen.

Træner Thomas Frank har endnu ikke bragt ham i spil i Superligaen, men debuten i landets bedste række kan være nært forestående.

- Jeg synes, han er dygtig og har potentiale til Superligaen. Mod Holbæk var han stærk i duellerne, god til at holde fast i bolden og så scorede han fire forskellige slags mål.

- Det kan være, vi snart skal bruge ham i Superligaen, siger Thomas Frank.

Næste chance for ligadebut bliver på søndag, når Brøndby klokken 13 tager imod ærkerivalen FC København.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.