Fire israelere anklages for anti-arabisk terror
Det israelske justitsministerium anklager fire unge jøder for mordbrand, der kostede tre palæstinensere livet.


Den israelske anklagemyndighed er ved at rejse tiltale mod fire jøder for deres deltagelse i "alvorlig terror mod arabere og deres ejendom", oplyser landets justitsministerium.

Sikkerhedskilder siger lørdag aften til nyhedsbureauet AFP, at anklagerne er knyttet til det brandattentat i juli mod en palæstinensisk bolig i landsbyen Duma på Vestbredden. Angrebet kostede tre mennesker fra familien Dawabshe livet.

I en erklæring fra justitsministeriet hedder det, at to af de mistænkte, som vil blive tiltalt ved distriktsretten i Lod, er mindreårige.

Israel har været under hårdt pres for at finde de skyldige i angrebet. Flere menneskerettighedsgrupper har stillet spørgsmål ved myndighedernes forsinkelse af efterforskningen.

Det står i skærende kontrast til den iver, hvormed de israelske myndigheder reagerer efter palæstinensiske angreb.

Israels nationale sikkerhedstjeneste, Shin Bet, har tilbageholdt de mistænkte administrativt, på tidspunkter nægtet dem retten til at mødes med en advokat og brugt fysisk magt under efterforskningen.

Tilhængere af de mistænkte - religiøse ekstremister, der er kendt som "hilltop youth", som er modstander af den sekulære israelske stat - afviser disse metoder og betegner dem som tortur.

Shin Bet afviser at bruge enhver form for ulovlige metoder og har understreget, at hele efterforskningen har været overvåget af statsadvokat Yehuda Weinstein.

Ali Saad Dawabsha på 18 måneder blev dræbt og hans forældre fik livsfarlige skader under brandattentatet 31. juli sidste år og døde efterfølgende. Alis fireårige storebror var den eneste, der overlevede angrebet.

En davidsstjerne og ordene "hævn" og "længe leve Messias" var spraymalet på en væg i nærheden af familiens lille hus.

Angrebet har på ny rettet søgelyset mod jødisk ekstremisme, ligesom Israel er blevet beskyldt for ikke at have gjort nok for at forebygge den form for voldshandlinger.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.