Fire IS-mistænkte er anholdt i Malaysia
Landets antiterrorkorps har slået til og anholdt en mand, der i sit hjem var i besiddelse af IS-dokumenter.
Malaysias antiterrorkorps har anholdt formodede militante islamister på banegården i Kuala Lumpur. Banegården ligger nær turistattraktionen Petronas Towers.
Malaysias antiterrorkorps har anholdt formodede militante islamister på banegården i Kuala Lumpur. Banegården ligger nær turistattraktionen Petronas Towers. Foto: Joshua Paul/AP


Malaysias myndigheder har anholdt fire mistænkte militante samt konfiskeret våben og dokumenter med tilknytning til ekstremistgruppen Islamisk Stat (IS). Det oplyser landets nationale politichef, Khalid Abu Bakar, lørdag.

Sikkerhedsstyrkerne i det overvejende muslimske land har været i højeste beredskab i denne uge i kølvandet på de dødbringende koordinerede angreb i nabolandet Indonesien, som IS hævder at stå bag.

- Tillykke E8 CK (Malaysias antiterrorstyrke) med fredagens anholdelse af en mand på en jernbanestation ... Våben og IS-dokumenter blev konfiskeret, skrev politichefen på Twitter.

Banegården ligger i nærheden af de ikoniske Petronas-tårne i centrum af hovedstaden Kuala Lumpur. Den rummer et stort indkøbscenter, som besøges af mange udlændinge.

Vicedirektøren for landets antiterrorkorps, Ayob Khan Mydin Pitchay, bekræftede senere over for nyhedsbureauet AFP, at en kniv og IS-dokumenter var blevet konfiskeret i den mistænktes bolig.

I en erklæring siger Khalid, at den 28-årige anholdte malajer har erkendt, at han havde planer om at gennemføre et selvmordsbombeangreb.

- Den mistænkte erkender, at han havde planlagt et selvmordsangreb i Malaysia, og at han ventede på nærmere instrukser fra et medlem af IS i Syrien, siger Khalid.

Politichefen tilføjer, at tre IS-mistænkte malajer blev anholdt af sikkerhedsstyrker 11. januar efter at være deporteret fra Tyrkiet.

- De blev først tilbageholdt i Tyrkiet, da de forsøgte at snige sig ind i Syrien for at slutte sig til IS-krigerne, siger Khalid.

Tidligere på ugen rapporterede lokale medier om en 16-årig dreng i militæruniform, der truede en kvinde med en kniv i et supermarked i det nordvestlige Malaysia.

- Efterforskningen har afsløret, at han var påvirket af IS-bevægelsen gennem sociale medier og ønskede at vise, at han var i stand til at gennemføre en sådan handling ved at true kvinden, siger Khalid videre.

Det muslimsk dominerede Malaysia praktiserer en moderat udgave af islam, og der har ikke været væsentlige terrorangreb i landet i de senere år.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.