Fire gidsler er dræbt under gidseldrama i supermarked
Mindst fire gidsler blev dræbt i jødisk supermarked i det østlige Paris, siger sikkerhedskilder på stedet.
Den mistænkte gidseltager, Amedy Coulibaly, der skal have været trænet af al-Qaeda, tog et ukendt antal personer som gidsler i det jødiske supermarked fredag eftermiddag. Gidseltageren skulle være den samme, der skød og dræbte en kvindelig politibetjent torsdag i Montrouge i det sydlige Paris.
Den mistænkte gidseltager, Amedy Coulibaly, der skal have været trænet af al-Qaeda, tog et ukendt antal personer som gidsler i det jødiske supermarked fredag eftermiddag. Gidseltageren skulle være den samme, der skød og dræbte en kvindelig politibetjent torsdag i Montrouge i det sydlige Paris. Foto: Francois Mori/AP


Mindst fire gidsler er blevet dræbt i jødisk supermarked i det østlige Paris, siger sikkerhedskilder på stedet til Reuters og AFP.

- Fem blev dræbt i supermarkedet, deriblandt gidseltageren, siger sikkerhedskilder til nyhedsbureauet AFP.

Fire gidsler meldes hårdt såret, og der foreligger endnu ikke nogen oplysninger om, hvorvidt gidslerne blev skudt, inden politiet begyndte at storme supermarkedet, eller under selve aktionen.

Kort forinden havde gidseltageren ifølge politiet truet med at dræbe gidslerne, hvis politiet i byen Dammartin-en Goële stormede den bygning, hvor de to eftersøgte brødre for Charlie Hebdo-massakren havde forskanset sig ligeledes med et gidsel.

Ifølge en fransk embedsmand var der en "klar forbindelse mellem gidseltagningen i det jødiske supermarked i det østlige Paris og gidseltagningen nordøst for Paris."

Den mistænkte og nu døde gidseltager, Amedy Coulibaly, der skal have været trænet af al-Qaeda, tog et ukendt antal personer som gidsler i det jødiske supermarked fredag eftermiddag.

Gidseltageren skulle være den samme, der skød og dræbte en kvindelig politibetjent torsdag i Montrouge i det sydlige Paris.

Den 32-årige Amedy Coulibaly skulle have dræbt den kvindelige betjent sammen sin partner, den 26-årige Hayat Boumeddiene, som øjensynligt ikke var med til gidseltagningen i supermarkedet.

Den amerikanske tv-station CNN citerer dog politikilder for, at den efterlyste kvinde skal være undsluppet, da butikken blev stormet af sikkerhedsstyrkerne.

Ifølge politiet kendte Amedy Coulibaly de to Kouachi-brødre, som det franske politi dræbte ved en aktion i byen Dammartin-en Goële nordøst for Paris samtidig med, at supermarkedet blev stormet.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.