Fire døde og tusinder evakueret fra uvejr i Filippinerne
Store oversvømmelser og jordskred tvinger tusinder af mennesker ud af deres huse i Filippinerne.
En filippinsk mand leder efter en tabt mønt i vandmasserne i det nordøstlige Filippinerne. Tusinder er blevet evakueret efter det voldsomme uvejr.
En filippinsk mand leder efter en tabt mønt i vandmasserne i det nordøstlige Filippinerne. Tusinder er blevet evakueret efter det voldsomme uvejr. Foto: Aaron Favila/AP


Fire mennesker er omkommet og tusindvis tvunget til at forlade deres hjem i Filippinerne, hvor oversvømmelser har ramt store områder i den nordlige del af landet.

Kraftig monsunregn har i dagevis regnet ned over de nordlige provinser, hvor vandmasserne blokerer vejene og har gjort det nødvendigt for myndighederne at evakuere omkring 3000 mennesker, siger det filippinske civilforsvar.

Flere steder har vandet også løsnet jorden og forårsaget jordskred. Et af de fire dødsofre er en seks måneder gammel dreng, der blev dræbt i et jordskred i den nordlige Pangasinan-provins, siger embedsmænd i civilforsvaret.

Hjælpeorganisationer arbejder på at nå ud til de berørte indbyggere i de områder, hvor oversvømmelserne er værst, og vejstyrelsen er ved at gøre klar til at reparere de ødelagte veje og anden infrastruktur, når vandet trækker sig tilbage, oplyser en talsmand for præsident Benigno Aquino.

Filippinernes meteorologiske institut advarer om, at der i løbet af søndagen kan komme mere regn, som kan udløse nye oversvømmelser og jordskred.

Tyfoner og kraftige storme, der også medfører store mængder nedbør, er hyppigt forekommende i Filippinerne. Landet bliver ramt af omkring 20 tyfoner eller orkaner årligt, og ofte sker der dødsfald i forbindelse med uvejret.

Tidligere på måneden oversvømmede den tropiske storm Linfa dele af det nordlige Filippinerne. Der var dog ikke meldinger om døde i den forbindelse.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.