Fire direktører varetægtsfængsles for millionsvindel
Tre mænd og en kvinde er varetægtsfængslet ved Retten på Frederiksberg. De sigtes for svindel for 30 millioner


Tre mænd og en kvinde er ved Retten på Frederiksberg i København blevet varetægtsfængslet i 27 dage for svindel i millionklassen.

De fire, som er direktører og bestyrelsesmedlemmer i et netværk af selskaber, sigtes for at snydt statskassen for moms og skat for 27,5 millioner kroner og forsøg på at svindle for yderligere 2,5 millioner kroner.

Det oplyser anklager Susanne Bitsch til Ritzau.

Da grundlovsforhøret foregik for lukkede døre, kan hun ikke give yderligere oplysninger om sagen, der involverer en 26-årig kvinde og tre mænd på 29, 38 og 49 år. To af mændene er brødre.

Ifølge eb.dk er de fire på kryds og tværs direktører, bestyrelsesmedlemmer og bestyrelsesformænd i en række selskaber, som de har kontrolleret.

Det er syv anpartsselskaber, to aktieselskaber og en enkeltmandsvirksomhed.

Selskaberne er ifølge sigtelsen brugt i en moms-karrusel, hvor importerede varer, især fødevarer, fra Holland er købt og solgt mellem selskaberne, uden at skat og moms er blevet korrekt afregnet.

Foreløbig er der rejst otte sigtelser i sagen, men politiet mener, at der er flere medgerningsmænd på fri fod, som også skal sigtes.

Tre af de anholdte er sigtet for alle otte forhold af svindel, mens den 29-årige "kun" sigtes i fem af forholdene.

Efter at de omfattende sigtelser var læst op af anklager Susanne Bitsch, blev dørene til grundlovsforhøret lukket af hensyn til politiets efterforskning.

Retsmødet tog det meste af lørdagen og var først afsluttet først på aftenen.

Anklageren brugte blandt andet flere timer på at dokumentere de mange handler.

Forud for retsmødet blev en varevogn fuld af flyttekasser indeholdende de mange bilag parkeret foran retten.

Ifølge sigtelsen er svindlen foregået fra 2013 og til anholdelserne fredag, skriver eb.dk.

Alle fire, der er af udenlandsk oprindelse, nægter sig skyldige.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.