Fire danske banker skal stresstestes
Danske Bank, Jyske Bank og Nykredit testes i europæisk regi, mens Sydbank testes af Finanstilsynet.


Fire danske banker skal udsættes for et kunstigt finansielt stormvejr, som skal teste deres modstandsdygtighed i økonomisk turbulens.

Danske Bank, Jyske Bank og Nykredit er alle udpeget til næste år at deltage i en europæisk stresstest, som koordineres af det europæiske banktilsyn, EBA.

Desuden har Finanstilsynet besluttet at udsætte Sydbank for en lignende test.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra tilsynet.

I alt er 53 banker fra 16 forskellige lande udvalgt til den europæiske test, som dækker over 70 procent af den europæiske banksektors samlede aktiver.

- Der er generelt tale om færre banker end i tidligere stresstest, idet EBA har valgt at fokusere på de allerstørste banker i de enkelte lande, bemærker Finanstilsynet.

På den baggrund har tilsynet selv valgt at teste Sydbank for at dække en større del af den danske banksektor. Sydbank har tidligere deltaget i europæiske stresstest.

Testen ventes gennemført i første kvartal af 2016, og resultaterne ventes klar midt på året. Finanstilsynet lover at offentliggøre resultaterne for alle fire danske banker.

Nordea, der ligeledes fylder godt i det danske finanslandskab, deltager også i stresstesten, men er opført som en svensk bank.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.