Fire busser er nu ramt i Göteborg - sandsynligvis af skud
Tirsdag middag blev den fjerde bus i Göteborg ramt på to dage, og vidner beskriver tre skud mod busser mandag.


Den fjerde bus på to dage blev tirsdag ramt i Göteborg, hvor tre busser mandag ifølge vidner blev beskudt.

Det oplyser Gunilla Wicktor fra trafikselskabet Västtrafik ifølge den lokale avis Göteborgs-Posten.

- Politiet er relativt sikker på, at der igen er tale om beskydning, siger hun.

Bus 513 blev ifølge et vidne tirsdag middag ramt på motorvejen, riksväg 40. Flere passagerer var rystede efter hændelsen, som knuste en rude.

- Det var rigtig ubehageligt. Man bliver lidt chokeret. Vi kører forbi nogle huse, da det smælder i bussens venstre side. Det lød som et skud, og hele ruden blev siddende splintret, hvor barnevogne kommer på, siger vidnet, som vil være anonym.

En kvindelig passager stormede ifølge en passager hen til chaufføren for at gøre ham opmærksom på, hvad der var sket, men han kørte videre.

- Han kunne vel ikke stoppe, da vi kørte på motorvejen. Senere sagde han, at det var stenslag, nok for at berolige os, siger buspassageren til avisen.

En talsmand for politiet i Göteborg, Christer Fuxborg, bekræfter, at endnu en bus i byen har fået beskadiget en rude.

- En politipatrulje har stoppet bussen. Vi taler med chaufføren og passagererne. Efter de første oplysninger tror chaufføren, at det drejer sig om stenslag, siger Christer Fuxborg.

Han understreger, at politiet endnu ikke har fået bekræftet, at nogle af de fire ramte busser er blevet beskudt.

- Dette er selvfølgelig alvorligt, og vi sammenligner bussens skader med mandagens skader, siger Christer Fuxborg.

- Der er en teori om, at busserne er blevet beskudt med et luftvåben. Men indtil videre ser vi det hele som hærværk, siger Christer Fuxborg./ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.