Fire beboere på Center Sandholm tog mandag toget til København for derfra at sejle til Sverige og søge om asyl.
Sejlturen gik dog ikke efter planen, da båden kæntrede. De fire svømmede til Saltholm, og derfra forsøgte to at svømme videre til Peberholm.
Ifølge Københavns Politi er det, hvad der skete, da de mandag eftermiddag igangsatte en redningsaktion for at hive fire personer op af vandet. Det meddeler politiet tirsdag eftermiddag i en pressemeddelelse.
Ingen af de fire nåede til slutdestinationen. Mandag eftermiddag slog lokale på Saltholm alarm til politiet, da de opdagede, at to personer befandt sig 300 meter ude i vandet, hvor de dog stadig kunne bunde.
Da politiet ankom, kunne de to oplyse på engelsk, at to andre var svømmet videre mod Peberholm.
På Peberholm lykkedes det en patrulje med politihunde at få kontakt til en tredje person. Senere fandt en helikopter den fjerde og sidste, der stadig svømmede mellem Saltholm og Peberholm.
Begge, der havde forsøgt at tage svømmeturen til Peberholmen, var meget nedkølede. De er derfor bragt til henholdsvis Amager Hospital og Rigshospitalet.
Patienten på Rigshospitalet ligger på intensivafdelingen, mens den anden er blevet udskrevet fra Amager Hospital og er fragtet tilbage til Sandholm sammen med de to andre.
Ifølge politiet er to fra Marokko, mens de to andres nationalitet endnu ikke er fastlagt, oplyser politiet. De tre er blevet afhørt med arabisk tolk.
/ritzau/