Fire anholdte er løsladt igen efter skyderi i Hillerød
Der blev affyret flere skud i Hillerød fredag aften. Fire personer blev anholdt i sagen, men de er nu løsladt.
Der blev affyret flere skud fredag aften ved Frederikstorv i Hillerød.
Der blev affyret flere skud fredag aften ved Frederikstorv i Hillerød. Foto: Hove Olesen Peter/Polfoto


Det er endnu uvist, hvorfor flere skud fredag blev affyret i Slotsgade ved Frederikstorv i Hillerød. Efter skudepisoden anholdt politiet fire personer i nærheden af gerningsstedet. Alle fire er siden blevet løsladt.

Det oplyser Nordsjællands Politi lørdag formiddag.

- Umiddelbart var der ikke noget, vi kunne hænge dem op på, siger vagtchef ved Nordsjællands Politi Palle Jørgensen.

Ingen personer blev ramt af skuddene. Politiet arbejder i øjeblikket på at finde ud af, hvem der er involveret i skyderiet, og hvad motivet til skyderiet er.

Politiet har fundet patronhylstre ved gerningsstedet, men kan ikke oplyse, hvor mange skud der blev affyret. Og om der blev skudt med et eller flere våben.

- Lige nu foregår der efterforskning i hele den konflikthistorie. Men jeg har ikke yderligere kommentarer om sagen på nuværende tidspunkt, siger Palle Jørgensen.

Der har i de seneste uger været flere skyderier i Nordsjælland, København og på Københavns Vestegn.

Lørdag i sidste uge blev en mand skudt ned i Sydhavnen i København, da han var ved at læsse varer ind i sin bil. Mindst to mænd sprang ud af en varevogn og skød løs mod manden, som dog overlevede skyderiet.

Senere samme dag blev to mænd såret af skud i en opgang i Helsingør.

Begge episoder er tilsyneladende banderelateret, og de to sårede i Helsingør har ifølge Ekstra Bladet relationer til banden Black Jackets.

Den ulmende bandekonflikt fik torsdag Københavns Vestegns Politi til at forbyde folk at tage ophold i netop Black Jackets klubhus i Albertslund - foreløbig til 2. juni.

Begrundelsen lød, at der er overhængende fare for et angreb på Black Jackets.

Og fredag indførte politikredsen så visitationszoner i dele af både Høje Taastrup Kommune og Albertslund Kommune, også frem til 2. juni.

Om fredagens skudepisode i Hillerød har med bandekonflikten at gøre, er uvist.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.