Mandag morgen klokken 7.58 ringede en engelsk talende mand og fremsatte bombetrusler mod to VUC-afdelinger i Odense.
"Jeg har hørt hans opkald, og han lyder seriøs og alvorlig. Han siger også, at vi skal tage sagen alvorligt, så derfor tager vi ingen chancer," siger sagsleder Mogens Nielsen fra Fyns Politi til Newspaq.
Det drejer sig om henholdsvis VUC på Enggade 15 og VUC på Hunderupvej 17, der begge ligger centralt i den fynske hovedstad.
Fyns Politi er i fuld gang med at sikre de omtalte områder, fortæller Mogens Nielsen:
"Det handler i første omgang for os om at få evakueret de mennesker, der måtte være i bygningerne, og så skal vi i gang med at søge med bombehunde og så videre."
Udover de to uddannelsescentre er politiet også ved at evakuere en børnehave, som ligger op ad den ene af skolerne.
Manden, der fremsatte truslerne, sagde ikke noget tidspunkt på for sprængningerne på afdelingerne, men blot at det ville ske i dag.