Fiorina vinder republikansk "børnebordsdebat" stort
Eneste kvinde i Republikanernes felt af præsidentkandidater var ifølge seerne overbevisende i første tv-debat.


Hun skiller sig ikke bare ud som den eneste kvinde blandt de 17 republikanere, der har meldt sig ind i præsidentkapløbet i USA.

Torsdag skilte Carly Fiorina sig også ud som den klart bedste debattør blandt de syv kandidater, der ligger bagest i feltet om at vinde Republikanernes nominering til valget næste år.

Hele 82 procent af de Twitter-brugere, der har givet deres mening til kende, peger på den tidligere topchef for Hewlett-Packard som den bedste i debatten. De resterende 18 procentpoint fordeler sig ud over de seks mandlige kandidater.

Det viser en måling, som tv-stationen Fox News har lavet via Twitter efter den såkaldte børnebordsdebat torsdag.

Debatten har fået det noget hånlige tilnavn, fordi den var mellem de kandidater, der ifølge et gennemsnit af meningsmålinger ikke er blandt vælgernes ti favoritter og dermed ikke får plads i den store tv-debat torsdag aften i bedste sendetid på Fox News.

Debatten i primetime er den første store mellem de førende republikanere og skyder for alvor primærvalgkampen i partiet i gang.

60-årige Carly Fiorina brugte blandt andet debatten til at tale om truslen fra kinesiske hackere, Ruslands præsident Putin og Irans atomprogram.

Men hun langede også ud efter politikerne i Washington, der ifølge hende er skyld i, at den kontroversielle Donald Trump med sin ligefremme stil indtil videre klart har lagt sig forrest i feltet af de 17 kandidater.

- Uanset hvilket emne, sag eller problem, som du måske har håbet på vil blive løst (af politikerne, red.), har den politiske klasse fejlet. Det er derfor, at Donald Trump har medvind nu, sagde Carly Fiorina.

Debatten mellem Trump og ni andre kandidater vises klokken 03.00 dansk tid på Fox News.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.