Finsk Leverkusen-joker vender nederlag til sejr mod HSV
Bayer Leverkusens målmand Bernd Leno var på skovtur, da Hamburger SV scorede til 1-0 i Bundesligaen.
Bayer Leverkusen-keeper Bernd Leno lavede en fejl, men den endte ikke med at koste point lørdag eftermiddag. Arkivfoto.
Bayer Leverkusen-keeper Bernd Leno lavede en fejl, men den endte ikke med at koste point lørdag eftermiddag. Arkivfoto. Foto: Patrik Stollarz/AFP


Ikke siden februar 2009 har Hamburger SV vundet på udebane over Bayer Leverkusen i den tyske Bundesliga. Og sådan lyder statistikken stadig.

Lørdag eftermiddag var HSV dog tæt på at snuppe en sjælden sejr, men holdet smed en 1-0-føring i slutfasen og tabte i stedet 1-3.

Leverkusen-angriberen Joel Pohjanpalo kom ind med stor energi efter 72 minutter, og den indskiftede finske angriber udlignede til 1-1 syv minutter senere på et hovedstød.

I overtiden scorede Pohjanpalo yderligere to gange og blev dermed hattrick-helt for Leverkusen. Finnen har nu scoret fire gange i de to første kampe i årets Bundesliga.

Inden det finske målshow havde HSV-angriberen Bobby Wood scoret til 1-0 efter 58 minutter, da Leverkusens målmand Bernd Leno kom skidt ud af sit mål.

Leno løb ud mod bolden for at sparke den væk, men Leverkusen-keeperen gled hen over bolden og kunne derefter se Wood sende den i et tomt net.

Leverkusen meddelte tidligere lørdag, at klubben havde forlænget kontrakten med 24-årige Leno i yderligere to år, så aftalen nu løber frem til 2020.

Leno, som skiftede til Leverkusen fra Stuttgart i 2011, kan takke Pohjanpalo for, at han endte med at få en god dag.

I en af lørdagens øvrige kampe vandt Freiburg med 3-1 hjemme over Borussia Mönchengladbach, der havde to danske landsholdsspillere med i kampen.

Andreas Christensen startede inde og spillede hele kampen for udeholdet, mens Jannik Vestergaard var på banen i de sidste lidt over 20 minutter.

Maximilian Philipp scorede to mål for Freiburg, som også havde Nils Petersen som målskytte på straffespark. Thorgan Hazard bragte Gladbach foran 1-0 i første halvleg.

Frederik Sørensen spillede hele kampen for FC Köln, som hentede 0-0 på udebane mod Wolfsburg.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.