Finland skærper grænsekontrol efter flygtningekaos
Finnerne har registreret tre gange flere flygtninge i år end hele sidste år, og nu griber regeringen ind.
Mange flygtninge og migranter er rejst gennem Danmark og Sverige mod Finland, som nu vil indføre stikprøvekontrol ved grænserne, så alle bliver registreret, inden de rejser videre ud i landet.
Mange flygtninge og migranter er rejst gennem Danmark og Sverige mod Finland, som nu vil indføre stikprøvekontrol ved grænserne, så alle bliver registreret, inden de rejser videre ud i landet. Foto: Benjamin Nolte/Arkivfoto/AP


Finland skærper fra tirsdag grænsekontrollen mod Sverige, oplyser indenrigsministeriet i Helsinki.

En overvågning af grænsen i Torneå, der ligger i bunden af Den Botniske Bugt, er allerede sat i værk ifølge myndighederne i byen.

Politiet vil kræve identifikationspapirer fremvist ved grænsen - i stikprøvekontrol - oplyser indenrigsministeriet.

- Fremover vil personer, der krydser grænsen i Torneå, blive kontrolleret af politiet, skriver indenrigsministeriet.

Ifølge de finske myndigheder kan flygtninge og migranter ikke længere rejse fra Torneå til andre steder i landet uden først at lade sig registrere som asylansøgere.

- Situationen i nord er ude af kontrol. Folk er rejst videre derfra for at søge mod politistationer over hele Finland, siger Paivi Nerg fra indenrigsministeriet til avisen Helsingin Sanomat.

En demonstration mod indvandring havde lørdag samlet 600 deltagere i Torneå på den finske side af grænsen og 20 på den svenske.

Alt forløb roligt ifølge politiet i Norrbotten, skriver nyhedsbureauet TT.

Demonstranterne krævede grænsen lukket, skriver den finske tv-station YLE.

Flere end 11.000 flygtninge og migranter har søgt asyl i Finland i år, oplyser regeringen. De fleste kommer fra Irak.

Sidste år kom 3600 flygtninge og migranter til landet.

/ritzau/FNB

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.