Fingerskadet Degenkolb går glip af forårsklassikere
Klassikerspecialisten John Degenkolb er ude det meste af foråret efter det alvorlige træningsuheld i lørdags.
John Degenkolb vandt sidste år blandt andet Paris-Roubaix.
John Degenkolb vandt sidste år blandt andet Paris-Roubaix. Foto: Michel Spingler/AP


Der bliver ingen John Degenkolb i dette forårs cykelklassikere.

Den fingerskade, han pådrog sig, da han sammen med fem andre Giant-Alpecin-ryttere kolliderede med en modkørende bil under træningen lørdag, vil holde ham væk fra landevejene i det meste af foråret.

- I teorien varer det tre måneder, men eftersom han kører på et meget højt niveau, skal han bruge lidt mere tid, siger kirurgen, der opererede Degenkolbs finger, Pedro Cavadas, ifølge Reuters til det spanske nyhedsbureau EFE.

Tyskeren skrev dagen efter træningsuheldet på Facebook, at han havde været tæt på at miste fingeren ved det ufrivillige sammenstød med bilen.

- Nu er jeg på vej med ambulancen til Valencia til et større hospital, hvor min pegefinger skal laves. Den hang lige nøjagtig fast til resten af hånden, skrev han.

Giant-Alpecin-rytteren brillerede i sidste sæsons forårsklassikere, hvor han vandt både Milano-San Remo og Paris-Roubaix.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.