Find dødsannoncer på nettet
På en ny hjemmeside kan man se dødsannoncer og søge efter afdøde personer.
Af Mette Boysen
MERE
At følge med i dødsfald blandt venner, naboer, tidligere kolleger er en særlig udfordring for danskere, der bor i udlandet.
At følge med i dødsfald blandt venner, naboer, tidligere kolleger er en særlig udfordring for danskere, der bor i udlandet.
Colourbox


En ny hjemmeside gør det muligt at læse og søge efter dødsannoncer på internettet. Ophavsmanden til hjemmesiden er Martin Høj fra Ringkøbing.

Han fik ideen til hjemmesiden, fordi han ofte var udstationeret, og derfor ikke havde mulighed for at følge med i de lokale dødsannoncer, skriver DR Midt & Vest.

»Når jeg kom hjem fra turene, mødte jeg flere gange mennesker, som havde mistet et familiemedlem, og hvor jeg ikke vidste det. Men det er jo rart at kunne lægge ansigtet i de rette folder, når ens venner eller bekendte har mistet en af deres kære,« siger Martin Høj til DR Midt & Vest.

På hjemmesiden www.afdoede.dk kan dødsannoncer fra en lang række aviser læses gratis i onlineform.

Når bedemændene sender den elektroniske dødsannonce til avisen, kræver det blot et enkelt museklik at offentliggøre den på nettet samtidig.

Det er frivilligt, om de pårørende vil lægge dødsannoncen på nettet, men indtil videre har godt halvdelen af de pårørende valgt at gå online.

Hjemmesiden har kun eksisteret få dage, men der er allerede omkring 500 gengivede dødsannoncer på hjemmesiden.

På hjemmesiden er det samtidig muligt at tilmelde sig en beskedservice, så man modtager dødsannoncer fra de områder, man har interesse i.