Som det første store forbund har Finansforbundet sikret, at dets medlemmer får en tandlægeforsikring med i lønposen. Det skriver Politiken lørdag.
Det er et af resultaterne i forhandlingerne mellem Finansforbundet og Finanssektorens Arbejdsgiverforening.
- Det har været et stort ønske hos vores medlemmer og hos visse virksomheder.
En stor del af medarbejderne i den private sektor har i en del år være dækket af en sundhedsforsikring, der dækker behandlinger på private sygehuse og hos fysioterapeut, kiropraktor og psykologer.
- Det er en naturlig udvikling, at forsikringen bliver udbygget med tandbehandling, skriver formand for Finansforbundet, Kent Petersen, i en mail til Politiken.
Forsikringen har en selvrisiko på 995 kroner og dækker ellers tandlægebesøg og behandlinger for op til 30.000 kroner om året.
- Det er forventningen, at tandbehandlingsforsikringen vil forbedre medarbejdernes sundhed og dermed mindske sygefraværet og give mere tilfredse medarbejdere.
- Det er til gavn for virksomheden og ikke mindst vores medlemmer. Der er også en kamp om den kvalificerede arbejdskraft, så arbejdsgiverne vil bruge forsikringen til at rekruttere og fastholde dygtige medarbejdere, oplyser Kent Petersen til Politiken.
Hos FOA, hvis medlemmer arbejder inden for social- og sundhedssektoren, er de overraskede over den arbejdsgiverbetalte tandbehandlingsforsikring.
Formand Dennis Kristensen har svært ved at se, at de offentlige arbejdsgivere vil betale den høje pris, som forsikringen koster.
- Vores medlemmer har ikke den samme tandhygiejne som de allerhøjest uddannede.
- Det vil være en stor udgift for arbejdsgiverne, og du skal forstå, at vi har kæmpet for, at vi overhovedet fik lov til at tage til tandlægen i arbejdstiden, siger Dennis Kristensen til Politiken.
Finanssektorens ansatte er nogle af de bedst lønnede i Danmark. Ifølge Dansk Erhverv var den gennemsnitlig årsløn i sektoren 593.053 kroner i 2014, 43 procent over gennemsnittet for alle brancher.
/ritzau/