Danmark bør vente med at gå med i EU's bankunion. Sådan lyder det fra Finansrådet, der er en interesseorganisation for bankerne i Danmark.
Finansrådet vurderer, at det på lang sigt er en god idé at tilslutte sig unionen, men at der på nuværende tidspunkt er for mange usikkerhedsmomenter til, at Finansrådet kan anbefale en dansk deltagelse.
Finansrådets anbefaling er det modsatte af Nationalbankens, der gerne ser Danmark gå med i bankunionen.
Det er blandt andet usikkerhed i forhold til, hvordan bankunionen vil påvirke Danmarks økonomi, der afholder Finansrådet fra at vende tommelfingeren op på nuværende tidspunkt.
Finansrådet peger på, at Danmark som ikke-euro land ikke er et "født" medlem af unionen og af den grund har mulighed for at høste af erfaringerne.
Bankunionen betyder blandt andet, at der skal være et fælles banktilsyn i EU, som skal føre overordnet tilsyn med samtlige banker i bankunionen og direkte tilsyn med de 130 største.
Målet er blandt andet at sikre, at bankerne selv vil være bedre rustet til at undgå og modstå fremtidige finansielle kriser.
Finansrådets anbefaling får dog ikke umiddelbart regeringen til at ændre holdning til, om Danmark skal gå med i unionen.
- Vi er også i gang med at undersøge fordele og ulemper i forhold til at gå med i en bankunion, og det arbejde er vi ikke færdige med, siger erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) til TV2 News.
- Vi har ikke nogen hast med det. Vi har tænkt at tænke os grundigt om. Der er fordele og ulemper, som vi tygger grundigt igennem, siger Henrik Sass Larsen.
Ifølge tænketanken Europa kan det dog vise sig at være dyrt for Danmark at stå udenfor. Tænketanken har beregnet, at det kan komme til at koste Danmark 11 milliarder kroner om året i merrente ikke at indgå i bankunionen.
/ritzau/