Finansministre før euromøde: Stadig lang vej til aftale
Hverken den tyske eller den finske finansminister tror på løsning på den græske gældskrise på nyt euromøde.
Den tyske finansminister, Wolfgang Schäuble, tror ikke på en løsning på den aktuelle græske gældskrise på eurogruppemødet onsdag aften, selv om det er det tredje eurogruppemøde på under en uge.
Den tyske finansminister, Wolfgang Schäuble, tror ikke på en løsning på den aktuelle græske gældskrise på eurogruppemødet onsdag aften, selv om det er det tredje eurogruppemøde på under en uge. Foto: Geert Vanden Wijngaert/AP


Tysklands finansminister, Wolfgang Schäuble, anslår onsdag aften en pessimistisk tone ved ankomsten til endnu et eurogruppemøde om en løsning på den aktuelle græske gældskrise.

- Forberedelserne er ikke forløbet sådan, at man kan være optimistisk med hensyn til, at vi kan enes om en aftale i dag. Min fornemmelse er: Vi er endnu ikke meget længere end i mandags. Men nu må vi i gang, siger Schäuble før det tredje eurogruppemøde på under en uge.

Også den finske finansminister, Alexander Stubb, er skeptisk og siger, at han vil "blive positivt overrasket, hvis vi får en aftale i aften".

- Der har været en masse frem og tilbage mellem det tekniske og politiske niveau. Vi skal se et forslag, før vi kan tage stilling, og der er ikke noget på bordet endnu, siger Alexander Stubb ved ankomsten til mødet i Bruxelles.

EU-Kommissionens næstformand med ansvar for euroen, Valdis Dombrovskis, forudser en lang nat med forhandlinger om en løsning, som både Grækenland og de tre institutioner, der forhandler på vegne af de internationale kreditorer, kan enes om.

- Vi står midt i intense forhandlinger. Vi gør fremskridt, men vi er ikke i mål endnu, siger han om forhandlingerne mellem Grækenland og de tre institutioner, nemlig EU-Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og Den Internationale Valutafond.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.