Striden fortsætter mellem finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) og Socialdemokratiet om S-planen "Stol på Danmark". Planen balancerer ellers med 40,5 milliarder kroner i udgifter og 40,5 milliarder i indtægter i 2025.
Det viser ministerens skriftlige svar til Socialdemokratiets finansordfører Benny Engelbrecht.
- Virkningen på den strukturelle saldo i 2025 er således neutral, siger Claus Hjort Frederiksen i en sammenfattende kommentar i svaret, der kom, dagen før Folketinget torsdag holder åbningsdebat.
Men ministeren påpeger også, at Socialdemokratiet vil øge det offentlige forbrug med 0,6 procent årligt indtil 2020. Det sluger hele det økonomiske råderum på 11,75 milliarder kroner, forklarer finansministeren.
Hvis Socialdemokratiet ikke skaffer ekstra finansiering, så er der ikke råd til at fjerne PSO-afgiften, som EU-Kommissionen har underkendt. Det koster tre milliarder kroner i 2020.
Der skal også bruges en kvart milliard kroner i 2020 til at skabe et såkaldt robust pensionssystem, så 750.000 flere danskere sparer op til deres pension.
Endelig vil det koste to milliarder kroner ekstra i 2020 at gennemføre projekterne i Togfonden. Her er Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti med, mens regeringen står udenfor.
Regeringen skaffer årligt én milliard kroner på kontanthjælpsloftet og integrationsydelsen for udlændinge. Da de ikke nævnes i S-planen, bør pengene ikke indgå i partiets råderum, mener Claus Hjort Frederiksen.
Socialdemokratiets gruppeformand, Henrik Sass Larsen, beskyldte for nylig finansministeren for talfusk og for at fifle med beregningerne, da han for nylig skosede S-planen "Stol på Danmark".
Planen har ikke som regeringen afsat penge til investeringer for én milliard kroner i 2020. Derfor må Socialdemokratiet enten hæve skatten, spare eller begrænse investeringerne, mener Claus Hjort Frederiksen.
/ritzau/