Filmstjerne slår studerende i ansigtet
Skuespilleren Shia LaBeouf har angiveligt slået en studerende i ansigtet under et kunstprojekt.
Shia LaBeouf er blandt andet kendt fra Transformers-filmene.
Shia LaBeouf er blandt andet kendt fra Transformers-filmene. Foto: Francois Mori/AP


Hollywood-stjernen Shia LaBeouf har flere gange gjort sig bemærket for andet end sit skuespil, og nu forlyder det, at Transformers-skuespilleren under et kunstprojekt skulle have slået en studerende i ansigtet.

Den studerende bad dog selv skuespilleren om at slå ham, og det var en modvillig Shia LaBeouf, der skulle have efterkommet ønsket.

Det skriver Toronto Sun.

Sammen med nogle andre kunstnere tilbragte Shia LaBeouf i weekenden 24 timer i en elevator i kunstprojektet #Elevate, og det var her, at en studerende skulle have fortalt skuespilleren, at han var en performance-kunstner og desuden bedt Hollywood-skuespilleren om at hjælpe ham med at afslutte sit næste projekt.

- Åh mand, du vil have, at jeg skal slå dig i ansigtet? Jeg har ikke lyst til at slå dig særlig hårdt, lød svaret fra Shia LaBeouf, der dog efterkom ønsket med en lussing.

29-årige Shia LaBeouf udførte kunstprojektet sammen med sine to kolleger Luke Turner og Nastja Säde Rönkkö. Konceptet var, at besøgende kunne komme en tur med ind i elevatoren, og hele projektet blev livestreamet på Youtube.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.