Filmdarling ruster adopteret søn mod racisme
Sandra Bullock ruster lille Louis til, at der findes mennesker, der dømmer andre på hudfarve end personlighed.
Sandra Bullock vil gerne være en stærk rollemodel for sin lille søn, Louis.
Sandra Bullock vil gerne være en stærk rollemodel for sin lille søn, Louis. Foto: Paul A. Hebert/PAUL A. HEBERT/INVISION/AP


Sandra Bullock indtog sit livs rolle i 2010, da hun adopterede en nyfødt dreng fra den orkanhærgede by New Orleans.

Lille Louis har afroamerikanske rødder, så derfor har den 51-årige tysk-amerikanske skuespillerinde fundet det nødvendigt at fortælle sin søn, at der findes folk derude med en afstumpet opfattelse af hudfarve.

- Det er en åben samtale, vi har. Han forstår fuldt ud, hvad det betyder. Han forstår ikke, hvorfor nogle folk dømmer hinanden baseret på hudfarve, men han ved, at det sker, siger Bullock i et interview med mediet BET.

- Det er hårde samtaler at have, når man skal fortælle, at nogen dømmer hudfarve i stedet for ens personlighed, men jeg vil gerne advare ham mod det, fortæller den Oscar-vindende "The Blind Side"-stjerne.

- Jeg tror, at hvis man ikke starter den slags samtaler meget tidligt, så gør man dem en bjørnetjeneste. Jeg vil have ham til at vide, at jeg har gjort mit bedste som mor for at ruste ham til både det skønne og det grimme i verden, forklarer skuespillerinden.

Bullock startede adoptionen af lille Louis med sin nu utro eksmand, motorcykel-entusiasten og tv-værten Jesse James, men fortsatte processen alene efter hans udenoms-eskapader kom frem.

- Jeg blev meget påvirket af, at skilsmissen og adoptionen lå oveni hinanden. Men så trådte jeg et skridt tilbage og tænkte, at jeg har den største gave i lille Louis.

- Derfor ville jeg gerne vise ham, hvilken slags kvinde jeg ville udstråle at være. Et barn tvinger dig til at tage dig sammen på den bedste måde, lød det fra skuespillerinden tidligere i oktober i et interview med magasinet Glamour.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.