Film om efterkrigstidens Polen er Europas bedste
Den polske film "Ida" om en ung pige i 1960'ernes Polen vinder hovedprisen ved European Film Awards.


Hovedprisen for bedste europæiske film ved årets European Film Awards går til det sort-hvide polske drama "Ida".

Filmen handler om den unge Anna, som i efterkrigstidens kommunistiske Polen vil gå i kloster som nonne, da hun pludselig af sin hidtil ukendte moster erfarer, at hun er jøde og faktisk hedder Ida, og at hendes forældre blev dræbt af nazisterne.

Filmen slår blandt andre Lars von Triers "Nymphomaniac Director's Cut I & II".

Den danske film var nomineret i flere kategorier, men i alle tilfælde blev den overgået af konkurrenterne.

Omvendt var det en særdeles udbytterig aften for den polskfødte instruktør Pawel Pawlikowski, der står bag "Ida".

Han modtog prisen som Europas bedste instruktør i 2014, ligesom han også blev hædret som bedste manuskriptforfatter sammen med Rebecca Lenkiewicz.

Hertil kommer publikumsprisen, der ligeledes gik "Idas" vej. Og filmens fotografer Lukasz Zal og Ryszard Lenczewski blev også hædret med en European Film Award.

To af filmens producere, Sofie Wanting Hassing og Christian Falkenberg Husum, er i øvrigt danske. Det samme gælder Kristian Eidnes Andersen, der har komponeret musikken til den anmelderroste film, som også er nomineret til en Golden Globe.

En af showets andre prestigefulde priser - bedste europæiske komedie - går til den italienske "The Mafia only kills in the Summer". Netop den pris gik sidste år til Susanne Biers "Den skaldede frisør".

Tidligere lørdag aften måtte danske Jon Bang Carlsen se sin tyske kollega Marc Bauder løbe med prisen for årets bedste europæiske dokumentarfilm.

Dermed var det danske udbytte ved prisuddelingen, der fandt sted i Letlands hovedstad, Riga, særdeles begrænset.

European Film Awards betegnes som Europas svar på Oscaruddelingen.

I år var det 27. gang, at uddelingen blev afholdt.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.