Fik nok af hundelort: Glarmester strør glasskår i blomsterbed
En mand har strøet glasskår i sine blomsterbede ud til fortovet på Præstøvej i Næstved.
En Glarmester fra Næstved er træt af at finde disse i sit bed.
En Glarmester fra Næstved er træt af at finde disse i sit bed. Foto: Scanpix arkiv


En mand har strøet glasskår i sine blomsterbede ud til fortovet på Præstøvej i Næstved. Glarmester Brian Berensen har valgt denne fremgangsmåde, fordi han er træt af, at hunde skider i hans blomsterbede. Han siger til Sjællandske, at problemet har stået på i alle de 15 år, han har ejet grunden.

Glasskårene er strøet ud i bedene og på fortovet ud til Præstøvej. Skårene er af hærdet glas, som man ikke kan skære sig på. De skulle angiveligt heller ikke kunne skære hundepoter op.
Fremgangsmåden er dog næppe gangbar.

Hos Næstved Kommune fastslår chefjurist Ulla Rasmussen, at det er ulovligt at efterlade affald på offentligt fortov. Hun kender ikke til sagen om glasskårene strøet ud over fortovet, men udtaler sig i generelle vendinger om reglerne.

- Hvis man smider affald, skal man fjerne det, siger hun.

Det kan betyde, at Brian Berensen genovervejer sin kamp mod hundelortene:

- Hvis det er ulovligt, vil jeg naturligvis fjerne glasskårene, siger glarmesteren til Sjællandske.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.