FIH foreslog at give Parken-aktier lidt hjælp
Under en telefonsamtale spurgte aktiehandler fra FIH Parken-boss, om de skulle give aktien kunstigt åndedræt.
Sagen om påstået kursfup med Parkens aktier ruller videre.
Sagen om påstået kursfup med Parkens aktier ruller videre. Foto: Stine Larsen/POLFOTO


Anklagemyndigheden i sagen om påstået kursfup med Parkens aktier er nået frem til at gennemgå den periode, hvor manipulationen med aktierne i Parken angiveligt skulle have fundet sted.

Onsdag afspiller senioranklager Jan H. Hansen blandt andet en telefonsamtale mellem en ansat i FIH Erhvervsbank og daværende direktør i Parken Jørgen Glistrup, hvor emnet er kursen på Parkens aktier i forhold til resten af markedet.

- Hvor blodrødt ser det ud, spørger Jørgen Glistrup i samtalen, som blev optaget af FIH Erhvervsbank 20. november 2007.

- Ja, jeres aktie ligger lidt under vand stadigvæk. 1121-1123. Det er fandeme 80 kroner ned fra i går, siger dealeren.

- Hvad siger markedet, spørger Jørgen Glistrup, og får at vide, at markedet ligesom er "begyndt at rette sig lidt rundt omkring".

- Så vi ligger markant under marked, konstaterer Jørgen Glistrup.

- Ja. Jeg ved ikke, om vi skal prøve at give den lidt kunstigt åndedræt, havde jeg nær sagt, og se, om vi kan, siger dealeren fra FIH Erhvervsbank.

Jørgen Glistrup svarer kort, at han har talt med en navngiven kollega til den pågældende dealer.

Anklager Jan H. Hansen spørger i Københavns Byret Jørgen Glistrup, hvordan han opfatter at "give kunstigt åndedræt".

- Jeg opfatter det vel, som om han foreslår, at vi skal købe aktier. Men jeg afbryder ham bestemt, siger Jørgen Glistrup og forklarer, at han siger til dealeren, at han har talt med hans kollega.

I den samtale lød beskeden, at han ikke kunne købe aktier på det pågældende tidspunkt, da der snart var bestyrelsesmøde i Parken og derfor lukket for handler, forklarer Jørgen Glistrup.

Han er sammen med Flemming Østergaard, tidligere bestyrelsesformand for Parken, tiltalt for kursmanipulation under særligt skærpende omstændigheder. De risikerer op til fire års fængsel.

I alt fire personer er tiltalt, og der er yderligere rejst tiltale mod de to selskaber, Parken Sport & Entertainment A/S samt FIH Erhvervsbank.

Ifølge tiltalen skete kursmanipulationen ved, at Parken i en periode købte cirka 95.000 styk egne aktier til en værdi af cirka 113 millioner kroner.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.