Fifas etiske komité regner med lang Platini-suspendering
Platini vil helt sikkert blive suspenderet i flere år, siger Andreas Bantel fra Fifas etiske komité.
Michael Platini er suspenderet frem til januar, men suspenderingen kan blive forlænget i flere år.
Michael Platini er suspenderet frem til januar, men suspenderingen kan blive forlænget i flere år. Foto: Laurent Gillieron/AP


Uefa-præsident Michel Platini er på vej mod en udelukkelse, der kommer til at vare flere år.

Det siger Andreas Bantel, der er talsmand for den etiske komité i Det Internationale Fodboldforbund (Fifa), til den franske avis L'Equipe ifølge AFP

- Platini vil helt sikkert blive suspenderet i flere år, siger Bantel.

Dermed tyder det altså ikke på, at Platini får lov til at stille op til præsidentvalget i Fifa, der finder sted 26. februar næste år.

Det vækker harme i Platini-lejren, som føler, at sagen ikke foregår efter en fair retspraksis.

- Sanktionen synes allerede at have være besluttet af Fifas etiske komité, før Platinis forklaringer er blevet hørt. Han fordømmer denne praksis og den måde, som han på det seneste er blevet udstillet på, lyder det i en erklæring fra Platinis repræsentanter ifølge L'Equipe.

Aktuelt er Platini suspenderet frem til 5. januar sammen med Fifa-præsident Sepp Blatter på grund af mistanke om korruption. Tidligere fredag fastslog Den Internationale Sportsdomstol (CAS), at suspenderingen ikke ophæves før tid.

Mens Platini er suspenderet, må han ikke føre valgkamp for sit præsidentkandidatur i Fifa.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.