Fifa vil sætte aldersbegrænsninger for præsidenter
Ingen præsident må sidde i mere end 12 år eller være mere end 74 år, foreslår Fifas reformkomité.
Fifa-præsidenter må i fremtiden ikke være lige så gamle som Sepp Blatter, der er 79 år.
Fifa-præsidenter må i fremtiden ikke være lige så gamle som Sepp Blatter, der er 79 år. Foto: Laszlo Beliczay/AP


Grundet de verserende skandalesager er Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) tvunget til at kigge bagud, men forbundet kigger samtidig fremad.

På et møde tirsdag i Zürich præsenterede Fifas reformkomité flere forslag til reformer, der skal være med til at tegne Fifa i fremtiden.

Komitéen ønsker fremadrettet, at en præsident maksimalt må regere i 12 år, hvilket svarer til tre valgperioder.

Desuden vil forbundet sætte en aldersbegrænsning, så ingen Fifa-præsident er ældre end 74 år i jobbet.

Den nu suspenderede præsident Sepp Blatter falder for begge regler, da han er 79 år og har siddet på posten i 17 år.

Samtidig foreslår man, at Fifa's eksekutivkomité erstattes af et såkaldt "Fifa Council" (Fifa Råd, red.), og at dette råd skal være repræsenteret af minimum seks kvinder - en fra hvert af de seks kontinentale forbund.

- For at genskabe tilliden til Fifa er det nødvendigt med væsentlige ændringer i Fifa's institutionelle og operationelle struktur, så de bliver mere gennemsigtige og ansvarlige.

- Væsentlige ændringer i kulturen i Fifa er nødvendige for at gennemføre varige forandringer i organisationen og for at genoprette Fifa's omdømme, så forbundet kan fokusere på sin mission: At fremme fodbolden i hele verden, lyder det i en udtalelse fra reformkomitéen.

Reformkomitéen vil præsentere flere forslag, når eksekutivkomitéen næste gang samles i december.

Fifas 209 medlemmer skal derefter stemme om forslagene den 26. februar, når der også skal vælges en ny præsident.

Her ligner Chung Mong-joon i stigende grad en færdig mand i spillet om præsidentposten.

Sydkoreaneren var oprindeligt præsidentkandidat, men i forbindelse med suspenderingerne af Sepp Blatter og Michel Platini blev Mong-Joon udelukket i seks år fra al fodbold.

Tirsdag besluttede byretten i Zürich så at afvise Mong-Joons ønske om midlertidigt at få ophævet udelukkelsen, så han kan stille op til præsidentvalget.

Ifølge retten var der ingen tegn på uregelmæssigheder, da Fifa's etiske komité vedtog Chung Mong-Joons udelukkelse.

Chung Mong-joon har stadig mulighed for at appellere rettens afgørelse.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.