Fifa-vicepræsident accepterer udlevering til USA
Den sydamerikanske fodboldboss Juan Angel Napout har accepteret at blive udleveret fra Schweiz til USA.
Den suspenderede Fifa-præsident, Sepp Blatter, hilser varmt på Juan Angel Napout, da denne blev genvalgt som præsident for Sydamerikas Fodboldforbund, Conmebol,
Den suspenderede Fifa-præsident, Sepp Blatter, hilser varmt på Juan Angel Napout, da denne blev genvalgt som præsident for Sydamerikas Fodboldforbund, Conmebol, Foto: Jorge Saenz/AP


Først ville han ikke frivilligt, men tirsdag accepterede Juan Angel Napout at blive udleveret af de schweiziske myndigheder til USA i forbindelse med den store Fifa-skandale om korruption.

Juan Angel Napout er fra Paraguay og er vicepræsident i Det Internationale Fodboldforbund, Fifa, og samtidig præsident for Det Sydamerikanske Fodboldforbund, Conmebol.

Han blev sammen med Alfredo Hawit Banegas, præsident for Det Nord- og Centralamerikanske Fodboldforbund, Concacaf, anholdt i sidste uge af de schweiziske myndigheder.

Begge mistænkes af Schweiz' justitsministerium for at have modtaget penge for at have solgt marketingrettigheder i forbindelse med fodboldkampe i Latinamerika og ved VM-kvalifikationskampe.

For nylig figurerede begges navne ligeledes på en liste fra det amerikanske justitsministerium over yderligere tiltalte i korruptionssagen i Fifa.

Både Juan Angel Napout og Alfredo Hawit Banegas modsatte sig i første omgang udlevering til USA, efter at de var blevet anholdt.

Herefter bad de schweiziske myndigheder USA komme med en formel ansøgning om udlevering, og tirsdag oplyste man fra schweizisk side så, at Napout havde indvilget i at lade sig udlevere.

De schweiziske myndigheder oplyser ikke, hvornår udleveringen vil finde sted.
/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.