Fifa udelukker generalsekretær grundet efterforskning
Generalsekretæren for Concacaf er blevet udelukket af Fifas etiske komité grundet intern efterforskning.


Fodboldskandalen ruller videre i det internationale fodboldforbund Fifa efter anholdelserne i sidste uge.

Mandag blev generalsekretæren for det Nord- og Mellemamerikanske fodboldforbund (Concacaf), Enrique Sanz, udelukket fra al arbejde med fodbold med øjeblikkelig virkning.

Det har Fifas etiske komité besluttet på baggrund af egen efterforskning.

Det sker fire dage efter, at en række Fifa-bosser blev anholdt på et hotel i Zürich forud for præsidentvalget i Fifa, som schweizeren Sepp Blatter vandt fredag.

Anholdelserne var et resultat af FBI's efterforskning i USA, som pegede i retning af korruption i fodboldens verdensforbund.

Mandag blev også Jean Guy Blaise Mayolas og Badji Mombo Wantete fra forbundet i Congo suspenderet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.