Fifa slår fast: Præsidentvalget kommer først til vinter
Den 20. juli vælger Fifa datoen for det ekstraordinære præsidentvalg. Det bliver mellem december og februar.
Sepp Blatter har ikke planer om at fremskynde processen for et ekstraordinært valg. Han bliver siddende indtil minimum slutningen af året.
Sepp Blatter har ikke planer om at fremskynde processen for et ekstraordinært valg. Han bliver siddende indtil minimum slutningen af året. Foto: Michael Probst/AP


Siden Sepp Blatter kort efter sit genvalg som præsident for det internationale fodboldforbund (Fifa) meddelte, at han træder tilbage ved et ekstraordinært valg senest i marts 2016 efter de mange korruptionsbeskyldninger, er der blevet gættet på datoer.

Hvornår skal valget stå, og har Blatter virkelig tænkt sig at blive siddende i omkring 10 måneder?

Gisningerne kan fortsætte frem til 20. juli, for her vil Fifa sætte dato på den ekstraordinære kongres, der skal finde en afløser til den skandaleombruste schweizer.

Det meddeler forbundet torsdag ifølge AFP, og her slår Fifa samtidig fast, at datoen vil ligge mellem december 2015 og februar 2016.

Dermed ligger det også fast, at Blatter altså ikke træder ned med det samme, som flere kritikere - blandt andet EU-Parlamentet, ellers har ytret ønske om.

Adskillige nuværende og tidligere Fifa-topfolk er mistænkt for omfattende korruption og bestikkelse i forbindelse med tildeling af VM-værtskaber og tv-rettigheder til disse slutrunder.

Det førte til mange anholdelser kort inden præsidentvalget for et par uger siden, og siden er der sket yderligere anholdelser samt efterlysninger i skandalen.

Sepp Blatter er ikke anklaget i sagen på nuværende tidspunkt.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.