Fifa-sag sætter matchfixing-kamp i bero
Interpol har valgt at stoppe et 10-årigt samarbejde med Fifa, som skal stoppe matchfixing.
Skandalesagen i Fifa går nu ud over Interpols arbejde med at bekæmpe matchfixing.
Skandalesagen i Fifa går nu ud over Interpols arbejde med at bekæmpe matchfixing. Foto: Ennio Leanza/AP


Den igangværende Fifa-skandale har nu fået konsekvenser for Interpols arbejde for at komme matchfixing til livs.

Det internationale politisamarbejde modtog i 2011 en donation på 20 millioner euro (149 millioner kroner) til et 10 år langt projekt med overskriften Integrity in Sport, som skal bekæmpe spredningen af aftalt spil i fodboldkampe.

Men efter at en række Fifa-spidser er blevet anholdt mistænkt for korruption, har Interpol valgt at stoppe samarbejdet med det internationale fodboldforbund.

- I lyset af den aktuelle situation med Fifa, har jeg besluttet at ophæve aftalen, selv om Interpol fortsat er engageret i at udvikle Integrity in Sport-programmet, siger Interpols generalsekretær Jürgen Stock på organisationens hjemmeside.

- Alle eksterne partnere, lige gyldigt om de er offentlige eller private, skal dele vores grundlæggende værdier og stå bag samfundets retshåndhævelse, lyder det.

Afgørelsen betyder, at politiorganisationen foreløbig indefryser midlerne fra Fifa, mens man følger de amerikanske myndigheders undersøgelse af det skandaleramte fodboldforbund.

Sagen eksploderede, da schweizisk politi anholdt flere højt placerede Fifa-folk på et hotel i Zürich to dage før verdensfodboldforbundets præsidentvalg i maj.

Trods den dramatiske udvikling blev Sepp Blatter genvalgt, men schweizeren valgte få dage senere at annoncere sin afgang.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.