Fifa-præsidentkandidat vil udvide VM til 40 nationer
Hvis Gianni Infantino bliver ny Fifa-præsident, vil han arbejde for en udvidelse af VM på flere fronter.
Uefas generalsekretær, Gianni Infantino, går til valg på en udvidelse af VM-slutrunden både på deltagerlande og slutrundegeografi.
Uefas generalsekretær, Gianni Infantino, går til valg på en udvidelse af VM-slutrunden både på deltagerlande og slutrundegeografi. Foto: Walter Bieri (AP)/AP


40 deltagernationer ved VM i fodbold og slutrunder spredt ud over flere lande i samme region.

Det er blandt forslagene fra Gianni Infantino, som er en af de fem kandidater til posten som præsident for Det Internationale Fodboldforbund (Fifa).

Med Michel Platinis, præsident i Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa), nylige tilbagetrækning af kandidaturet til præsidentposten i Fifa kunne generalsekretæren i Uefa, Gianni Infantino, kaste sig ind i valgkampen.

Infantino havde bebudet, at han kun ville stille op, hvis Platini skulle fortryde sit kandidatur.

Det gjorde den franske Uefa-boss efter at være blevet idømt otte års udelukkelse fra al fodbold, og Infantino er nu klar med de første forslag fra sit valgmanifest.

Det indeholder blandt andet forslag om at udvide VM-slutrunden fra 32 til 40 deltagernationer.

- Jeg tror på en udvidelse af VM baseret på den erfaring, vi har fra Europa med EM, siger Infantino ifølge The Guardian.

Han henviser til, at udvidelsen af EM har ført til, at flere debutnationer skal med til EM i Frankrig til sommer, mens andre lande, som normalt er med til EM, missede kvalifikationen.

- Det skabte en ny og anderledes dynamik i kvalifikationen. Det skabte ny entusiasme. Hvis du seriøst vil udvikle fodbold, er det nødt til at involvere flere forbund i den bedste fodboldturnering i verden; VM, lyder det fra Uefas generalsekretær.

Derudover ønsker Infantino også at ændre VM-slutrundestrukturen fremover, ligesom Uefa har gjort med EM i 2020.

Her vil slutrunden blive afviklet i 13 forskellige lande med finalen på Wembley i England.

Et lignende format, hvor en VM-slutrunde spredes ud over mange lande i en region, er også på tegnebrættet hos Infantino.

- Fifa bør undersøge muligheden for at organisere VM ikke bare i et eller to lande, men i en hel region, så adskillige lande kan nyde godt af æren og goderne ved at afholde VM, foreslår Infantino i sit kampagnemanifest ifølge Daily Mail.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.