Fifa fastholder februarvalg: Usikkerhed om Platini
Fodboldforbundet Fifa fastholder, at dets nye præsident skal findes ved et ekstraordinært møde 26. februar.
Michel Platini er kandidat til præsidentposten i Fifa. Men han er suspenderet af fodboldforbundet på grund af en mulig "illegal pengeoverførsel".
Michel Platini er kandidat til præsidentposten i Fifa. Men han er suspenderet af fodboldforbundet på grund af en mulig "illegal pengeoverførsel". Foto: Sang Tan/AP


Selv om Det Internationale Fodboldforbunds, Fifa, afgående præsident Sepp Blatter og præsidentkandidaten Michel Platini er suspenderet på grund af en mulig "illegal pengeoverførsel", fastholder fodboldforbundet, at en ny præsident skal vælges 26. februar.

Det slår Fifa fast efter et ekstraordinært møde i forbundets eksekutivkomité i Zürich i Schweiz tirsdag.

Dermed er der fortsat tvivl om Michel Platinis kandidatur til valget.

Formanden for Fifas valgkomité, Domenico Scala, oplyser tirsdag til Fifas eksekutivkomité, at ingen præsidentkandidat kan komme i betragtning ved valget, hvis kandidaten er under suspension ved valget 26. februar.

Men til den tid vil Platinis nuværende suspension være udløbet. Han blev ligesom Blatter suspenderet i 90 dage den 9. oktober med mulighed for maksimalt 45 dages forlængelse.

Domenico Scala tilføjer, at man i valgkomitéen vil tage stilling til enkelte kandidater, når og hvis deres suspendering udløber inden valget.

På grund af undersøgelserne mod Blatter og Platini har der været tale om at rykke præsidentvalget til et ordinært møde i Mexico i maj, men Fifa skriver på Twitter, at valgdatoen står fast. Også det møde finder sted i Zürich.

Når man ellers overvejede at rykke valgdatoen, skyldes det, at fristen for at stille op til valget er 26. oktober - om seks dage.

Dagens møde var i øvrigt det første i 40 år i komitéen uden Sepp Blatters tilstedeværelse.

Foruden at være præsidentkandidat til det kommende valg er Michel Platini også allerede vicepræsident i Fifa, lige som han er præsident for Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa).

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.